Tæt på – om flytning, nedpakning og drømme lige om hjørnet

Nu er det meget tæt på – det der med den flytning. De sidste uger har vi været i gang med at pakke ned. Det er noget af en proces. Både rent praktisk, hvor der skal tages stilling til hvad skal med, hvad skal sælges, smides ud eller gives videre. Jeg har opdaget at den del kan gribes meget forskellig an. Manden er mere målorienteret, så der ryger tingene hurtigt i kasser. Tungt blandet med mindre tungt og optimal udnyttelse af pladsen. Selv er jeg mere procesorienteret. Jeg overvejer hver enkelt ting, dvæler lidt mere ved det der rummer minder. Overvejer mere hvad der mon kan undværes. Er deraf også mere langsom i processen, ikke at der er noget nyt i det. Det hænger nok lidt sammen  med den følelsesmæssige proces der også foregår. Frigørelsen. Det der har været vores hjem i godt 10år, skal ligeså stille igen blive et hus for os. Jeg fortæller mig selv at et hjem skabes af os der bor. Af vores ting og minder, men mest af os. Et hjem defineres ikke af den ydre skal; rammen. Så selvom jeg ved at det ikke er alle steder jeg kunne bo og at de ydre rammer også har en betydning (i hvert fald for mig), så er jeg bevidst om at det ikke er det vigtigste. Det vigtigste er os. Hinanden. Minderne tager vi med os. Vi har dem i billeder og i erindringen. I de fortællinger der bliver om os på det her sted. Det der bliver til engang at have været vores hjem.

Nu skal vi skabe os et nyt hjem sammen. Et hjem der åbner op for både nye og gamle drømme. Det hele er pludselig lige om hjørnet. I eftermiddag får vi nøglerne til vores nye hjem, og jeg ligger her på et af vores mange bedste spots i haven, i det skønneste maj-vejr jeg kan huske, og venter. Og drømmer. Og med lidt sommerfugle i maven

 

18330607-1DCE-492F-A44B-4F12C0AA3373.jpeg

Reklamer

Karma

5DE82764-D3BE-4518-864D-11AC9DEB7906

Nogen ville kalde det rent held, andre en del af en større mening. Vores hus er solgt. Den sidste del af en længere række sammenhængende og samtidig totalt uafhængige ting, der har gjort at det hele hænger så fint sammen. Alt det med flytningen. En overgang var vi noget usikre på om det overhovedet ville lykkes for os. Mange ting skulle falde i hak. Det gjorde det til sidst. Og selvom det var tilfældige og uafhængige af hinanden ting, er det ikke uden vores egen vilje og indsats og tro på at det skulle være, og heraf ageren, der har været med til at få det hele til at lykkes. Tilfældigt? Måske. Heldigt? Ja. Mest af alt karma. Det skulle bare være. Vi glæder os

 

Om forårsfornemmelser, vandkrig og at holde vejret

I dag har der været blå himmel og sol. 7 grader. Børnene fes selv i haven da vi kom hjem. For første gang i år. 5 minutter i aftensmad, men hvad. Og de mente ikke at jakke var nødvendig, en tyk trøje var nok. Og efter et lille øjeblik havde de gang i en vandkrig. Selvsagt også årets første. Det er det samme hver år, og det er så skønt, for nu ved jeg at det snart bliver rigtig forår.

Den tanke er med et lille stik i hjertet. Det bliver vores sidste forår og forsommer her i vores dejlige have. Vi holder vejret i disse dage, for der er højst sandsynligt et salg på trapperne. Vi er blevet enige med køberne, men mangler lige at nå helt igennem det formelle. Og det er jo alt hvad vi kan ønske os, hvis det lykkes. Så falder alt i hak. Lige som det skal. Men det bliver virkelig mærkeligt at flytte herfra. Spændende, godt, men også mærkeligt.

Kompromiser og tvivl

IMG_9743

Livet er fuld af valg og deraf fravalg. Uundgåeligt. At gøre ingenting for at slippe for et svært valg er jo selvsagt også et valg og dermed et fravalg. De fleste valg er en form for kompromis. Der er altid noget der står tilbage, noget der skal undværes, også noget af det gode. Der er mange hensyn at tage. Måske deraf tvivlen. For med valg følger ofte tvivl. Eller i hvert fald usikkerhed. Sådanne følelser vil nok altid følge med, når man tager svære beslutninger. Også selvom det er gode beslutninger, som er taget med hjertet og lader drømme komme tættere på.

Jeg synes det er en vildt stor beslutning det med at flytte. Også selvom det ikke er mange kilometer væk og børnene stadig skal gå i samme skole og samme institutioner. Når man tager sådan et valg sætter man også noget på spil. Satser lidt. Det er uundgåeligt. Selvom det er et valg tættere på en drøm, så er det også et fravalg af andre. Og selvom jeg har svært ved at se at det skulle komme til at ske, så sidder der en lille boble i mit baghoved og siger ‘tænk hvis det er helt forkert og vi fortryder og bare gerne vil flytte tilbage til det her dejlige hus vi bor i nu’. Men det sker jo ikke. Det her er vores hjem lige nu og vi har elsket at bo her, og gør det også stadig. Men snart er noget andet vores hjem. Det bliver helt sikkert mindst lige så godt. Det er noget vi har drømt om, og drømme skal man gøre noget ved så vidt det er muligt. Ellers kommer man helt sikkert til at fortryde.

Måske er det bare mig, men mine drømme går ikke altid helt i samme retning. Eller, hvis de skulle følges kompromisløst, måske, men så ville de måske ikke hænge sammen med hele vores families. Jeg glæder mig helt vildt til at flytte på landet. Jeg føler at det giver luft og frihed og at det hele bliver en smule mere enkelt. Det gør det nok ikke helt. For vi får jo en kæmpe grund. Med et kæmpe hus og en masse andre bygninger. 260 kvm stuehus! Min mave kan snøre sig helt sammen ved tanken. Vi kunne sagtens nøjes med mindre. Men vi glæder os også til at få mere. Jeg kunne drømme om at bo lige nøjagtigt der, bare i et lille bitte bæredygtigt hus på under 100 kvm. Med selvforsyning og bare tæer, hvor vi aldrig behøvede at forlade grunden. Hverken børn eller voksne. Og bedsteforældrene lige om hjørnet. Men det er ikke en drøm resten af min familie umiddelbart deler og det ligger også lidt for langt væk fra hvad der umiddelbart er muligt nu og her. Og nu ligger der jo det her store dejlige hus her, med de mange andre bygninger. Og det bliver SÅ godt. Vi kunne måske have købt en grund med et faldefærdigt hus og bygge det lille bæredygtige hus selv, men jeg ved også, at det ikke er der vi skal ligge vores kræfter nu. Lige nu tager vi den lidt lettere tilgængelige løsning og bruger vores krudt på familien. Vi glæder os. Det bliver simpelthen det bedste. Og hvem ved, måske kommer det andet en dag. Hver ting til sin tid.

En boligstatus

IMG_6898

I løbet af 2017 kastede vi os pludselig af flere omgange ud i tanker om at bo. Vi overvejede, og blev enige om at vi ville blive boende i vores dejlige hus. Så gik der lidt, og vi faldt alligevel over noget andet. Vi overvejede meget frem og tilbage, pludselig skulle en stor beslutning tages og det endte med at vi havde to boliger til salg. Vi forsøgte at tage det roligt, men det var svært at befinde sig i det limbo ikke at vide om man var købt eller solgt. Hvordan ville det hele mon ende?

2018 har på boligfronten indtil nu været stort set lige så hæsblæsende. Efter flere handler som var meget tæt på, lykkedes det i løbet af januar at få vores lejlighed solgt. Så langt så godt. Dagen inden handlen gik igennem, blev vi kontaktet af ejendomsmægleren, at der var en anden interesseret køber til den landejendom, som vi havde i kikkerten. Vi havde nu 3 dage til at beslutte os, ellers ville den gå til de andre. Så vi fik travlt med at mærke efter, var det virkelig meningen at vi nu skulle lade den gå, og blive boende her, som vi i de sidste mange år egentlig har regnet med? Sagen var den at det kunne vi ikke. Vi kunne ikke lade det hele gå. Så vi gik nogle dage med spændte maver og ventede på svar fra banken. Kunne det hele hænge sammen, også selvom huset endnu ikke er solgt? Heldigvis fik vi et positivt svar, det ser fornuftigt ud, så nu er det hele på plads. Vi skal flytte på landet. Ud på en landejendom med voldsomt mange flere kvadratmeter end vi har nu. Og jeg kæmper stadig lidt med den fornemmelse af at det er for meget fråds. Hvad skal vi med så meget plads? Men ud over det, er jeg sikker på at det er det rigtige. At det bliver super godt.

Det hele blev pludselig på et hængende hår. Et par dage var det der afgjorde det hele. Var køberen af vores lejlighed kommet et par dage efter havde det ikke kunnet lade sig gøre. Havde de andre interesserede i (nu vores) landejendommen været et par dage hurtigere, så var det hele smuttet mellem hænderne på os. Men det lykkedes. Og alene af den grund, må det simpelthen bare være meningen at det er sådan det skal være. Det hele er lidt vildt lige nu. Det bliver så fedt at flytte derud. Og det bliver vildt underligt at flytte herfra. Huset som vi er blevet voksne i. Som familien er vokset i, og som er vores børns første barndomshjem. Nu mangler vi bare lige det sidste skridt, nemlig at dette hus også bliver solgt. Vi krydser fingre.

Men uanset, så skal vi flytte.

Tænk hvis…

Tænk hvis…

  • Køkkenet kunne rydde sig op af sig selv
  • Man kunne stoppe med at overspringshandle
  • Tiden lige kunne blive sat i stå et kort øjeblik, når alle børn leger i harmoni
  • Jeg var lidt bedre til at komme i seng i ordentlig tid
  • Ingen bekymrede sig om at det muligvis går fra andre, når man samler ind til projekter i fattige lande – det gør det jo ikke, det går højest ud over cafeen på hjørnet
  • Og ja, de skal også leve, men come on, det er jo ikke fordi deres børn dør af sult
  • Man kunne give udtryk for at det pressede sygehusvæsen går alvorligt ud over patientsikkerheden uden at løsningen bliver muligheden for at fraskrive sig ansvaret
  • Hvordan kan det overhovedet være en løsning? Ingen ønsker at fraskrive sig ansvar(måske ud over politikkerne) – man ønsker at tage ansvar. Det er jo derfor der råbes vagt i gevær
  • Der snart kom sne
  • Dem der har bestilt en fremvisning på vores hus også ender med at købe det

ADC5826F-9F6C-4BA5-AA5F-2B37566B19E2

Mit januarprojekt – en status

I starten af januar indledte jeg et januarprojekt, som gik ud på at få ryddet op og ud og gjort rent i vores køkken. Det gik op for mig at vi har 31 skuffer/skabe i køkkenet, så det var jo perfekt i forhold til ‘en om dagen’. Overskueligt, tænkte jeg. Alligevel nåede jeg ikke helt i mål her til januars sidste dag. Desværre. Faktisk har jeg kun nået godt halvvejs, og jeg kan komme med masser af undskyldninger for hvorfor. Men det vil jeg undlade. Lige bortset fra det faktum at vi jo har vores hus til salg, og det er ærlig talt lidt stressende at gøre klar til fremvisning samtidig med at jonglere med 4 børn, skiftende arbejdstider x 2, og en deraf ret uforudsigelig hverdag. Heldigvis er jeg god til at bære over med mig selv, sige pyt, og nyde mine børn og mand, til trods for det andet. Heldigvis og lidt desværre. For det når jeg jo ikke langt med, når det kommer til det rene køkken – til gengæld kan jeg trøste mig selv med at ‘SÅ meget er der heller ikke at smide ud’. Det er indtil videre blevet til 11 småting – det hjælper altsammen.

Så selvom januar kan føles lang at komme igennem, så viste den sig i det her tilfælde ikke lang nok. I morgen er det februar. Vi går mod forår. Det hele skal nok gå.

6A90DBA4-40D5-41CC-8C1A-414837186FE7

Grønnevang – farvel til et barndomshjem

7B4E36A9-BF0A-4F70-8A3E-5CDB0987A5D1

Her er Grønnevang – vores børns første hjem. Et barndomshjem. Det sted hvor Ældsten har boet så længe hun kan huske og hvor de tre yngste er født. Bogstavelig talt. Én på 1. etage, én på badeværelset og den sidste i et fødekar i stuen. Det er her de har holdt deres første fødselsdage og første juleaftener. Det er her de har lært at gå og lært at sige deres første ord. De ældste har taget til deres første skoledag herfra og i det hele taget begået deres spæde skridt mod et barneliv hvor venskaber  begynder at fylde mere i deres hverdag. 10 år har vi boet her – ret præcist. Ti fantastiske år hvor vi for alvor har fundet vores vej ind i voksenlivet og forældreskabet. For de fleste er det bare et hus. Et lidt vindblæst gammelt hus med knirkende gulve og skæve vægge. Men for os er det et hjem. En tryg base, som vi elsker og kender til mindste detalje efterhånden. Et hus med den dejligste have man kan ønske sig. Med krogede frugttræer og frodige kroge. Med bare barnetæer på det dugvåde græs i de første forårssolstråler. Med tusindvis af is i haven på en sommerdag og bål i de koldere aftentimer. Med bær og frugt ad libitum og ærter og jordbær en masse. En have der kræver noget, mener nogle. Men det er ingenting i forhold til hvad den har givet os igen. Det er den dejligste have vi kunne ønske os. I denne have har vores børn bygget deres første snemænd og lavet deres første sneengle. Overnattet i legehuset, klatret i træer og bygget huler. En skjult oase midt i byen. En unik idyllisk plet. Et frirum og et samlingspunkt. Et barndomshjem.

Og nu er det farvel. Nu er det blevet tid for nye eventyr for vores familie. Vi skal flytte på landet. Nogle gang skal man kaste sig ind i et nyt kapitel, selvom det man befinder sig i ikke som sådan fejler noget. Det kan virke nærmest angstprovokerende at forlade det trygge og velkendte. Det dejlige hus vi har. Især fordi vi ikke helt præsict ved hvad der venter os  – en landejendom, jo. Men hvad indebærer det præcist? Det ved vi ikke. Vi gætter, forestiller os og tror at det er noget for os, men ingen af os har nogensinde prøvet det. Vi har boet hele vores liv i byen. Og selvom vi har vendt og drejet fordele og ulemper en hel masse gange, så bevæger vi os ud fra en teoretisk referenceramme. Og ud fra den bliver det godt og rigtigt. Så må vi bare håbe at det forholder sig sådan i praksis også.

Farvel og tak til det dejligste sted – vi vil nyde det sidste forår lige her på denne skønne plet i verden som vi er så heldige at have haft som hjem de sidste 10 år

17 måneder og nogle dage – hvilken drivkraft

Jeg er fascineret igen. Den drivkraft som helt små børn besidder er virkelig beundringsværdig. Imponerende. Fascinerende. Tænk sig engang, bare at blive ved at rejse sig, gang på gang, og fortsætte indtil det lykkes. Måske med frustration og endda gråd undervejs. Men hvilken sejr, helt uigennemtrængelig stolthed, når det endelig lykkes. Det er noget der er værd at huske på. For det har en tendens til at slippe sit tag en lille smule som årene går. Pludselig er det ikke helt så afgørende at nå målet. Især hvis det altså kaster frustrationer og tårer af sig under vejs. Og det gør det meste jo på et tidspunkt. I hvert fald det der betyder noget for en. Pludselig bliver den ukuelige drivkraft mindre. Vi giver hurtigere op og konkluderer at det kan vi nok ikke finde ud af. Det har måske kostet frustrationer og tårer undervejs, og når ting bliver svære, så droppes det og opfattes som en fiasko. Lige pludselig en dag er vi overbevist om, at hvis ting er svære- hårde- så er det nok forkert. Så er det ikke meningen. Men det ér meningen. Se bare på det lille barn. 17 måneder og nogle dage gammelt. Med en ukuelig drivkraft. Tingene lykkes, måske ikke nu, men så senere. Til trods for at det kræver mange frustrationer og tårer undervejs. Livet er ikke uden smerte. Hvori ligger mon forskellen på lille og stor? Jeg tror det handler om troen. Troen på sig selv. Troen på at alt nok skal blive godt igen. At frustration og tårer ikke er forgæves. Ikke er en fiasko. Ikke er forkert. Det er i sidste ende en del af den større mening.

Grå dage

ba2a665b-809a-406b-8bfa-051cb3ad1620.jpeg

Dagene er grå for tiden. I mere end en forstand. Ikke meget grå eller konstant grå. Men momentvis grå. Mere lysegrå endda. Det er ok. Sådan må det godt være nogle gange. Ikke for længe og ikke for meget, men indimellem er det ok. Uundgåeligt- menneskeligt – livet. Solen titter også frem ind i mellem. Og det er vigtigt. Og så længe det huskes at solen altid er deroppe et sted, så sker der ikke noget ved at den gemmer sig for en stund. Inden længe skinner den det meste af tiden igen. Og indtil da nyder jeg bare de momentvise stråler der kommer.

1DB58FE2-501A-4450-87C0-DBC597860FFB