Udsigten fra mit nye køkkenvindue

 

319B5113-270A-487E-BC67-2B398EE9BE8B

Ikke andet for nu!

 

Reklamer

Arv og miljø

Når den knap to årige ligger krøllet sammen i fodenden af sin seng – uden dyne – mens bamsen, dukken og den lille minion er puttet sirligt på række på puden og med dynen fint over sig…

Hvad er så arv og hvad er miljø? Jeg tror på at det alt sammen kommer af en lille spire som gror i os alle – et instinkt. Som skal plejes og passes. Det bliver det som udgangspunkt helt naturligt. Og også af instinkt. Intuition. Men der er ét instinkt der vinder over alle – overlevelsesinstinktet. Evnen til at passe på sig selv. Dét instinkt kan overdøve alt, hvis det bliver tvunget. Over tid glemmer kroppen alt andet og kender ikke sig selv eller verden – kan ikke finde sig selv. Instinkter forsvinder. Intuition forsvinder. Meningen forsvinder. Og til sidst forsvinder overlevelsesinstinktet måske også. Hvorfor? Fordi der er ting der er vigtigere end at overleve. Det er at leve. Være sig selv. Være noget for andre og lade andre være noget for en selv. Vi hænger sammen. Deri ligger arven. Og miljøet oveni. Instinkter og intuition. Uden det er vi ikke mennesker.

Alt det blev jeg bekræftet i i morges. Af min knap to årige, da hun lå der i fodenden af sengen – uden dyne. Mens bamsen, dukken og den lille minion var puttet sirligt på række på puden og med dynen fint over sig.

Det lille spire gror i os alle – så simpelt er det, og alligevel så kompliceret. Tænk hvad man kan lære af en knap to årig

EC11AB71-74AA-48DC-97B2-92C82A911950

I løbet af sommerferien havde jeg (næsten) glemt at..

  • det er besværligt med alle de madpakker der skal smøres
  • der skal pakkes utroligt mange ting og tøj både ned og op hver dag med 4 børn der skal afsted
  • jeg nogle gange må aflevere et lidt modvilligt barn
  • også når jeg afleverer et glad barn, giver det et stik i hjertet
  • jeg lidt for ofte skal alt for tidligt op og alene ud af døren med de to mindste, og at det altid presser mig lidt – i mine tanker. I praksis går det stort set altid problemfrit
  • det ikke er spor sjovt at vække børn der sover sødt
  • vi til tider bliver lidt for pressede i vores hverdag, til dels, tror jeg, pga skiftende arbejdstider og deraf fravær af fast rutine
  • det er selvsamme skiftende arbejdstider der gør det muligt for os i perioder at have godt med luft i vores hverdag
  • jeg ofte føler mig som en lus mellem to negle  – mit arbejde og min familie – jeg er vild med begge dele, men der er bare ikke altid plads nok til begge ting
  • når hverdagen først er kommet ordentlig i gang igen, så kører det fint, og jeg glemmer som regel alt ovenstående. Hvilket både er praktisk og lidt skræmmende

Begivenhedsfattig ferie, eller hvad?

Vores sommerferie er meget low key i år. Vi voksne holder 2 uger, de små får 3 uger og de store har jo hele skoleferien at brænde af. Vi besluttede allerede sidste år, at i år ville vi holde ferie hjemme. Det er der flere grunde til. Bla;

  1. Vi har haft fantastisk dejlige udenlandsferier, men som småbørnsfamilie med fire børn er det bare ikke særlig afslappende. Først af alt er der meget der skal forberedes og pakkes og ikke mindst pakkes ud igen. Så selvom ferierne er dejlige, så bliver der brugt meget energi udenoms, så meget at jeg næsten vil sige at det ikke er ferien værd for os i disse år.
  2. vi planlægger en længere rejse på godt en måneds tid, så der skal spares på sommerferie kontoen
  3. den danske sommer er dejlig. Med bær og ærter og kartofler i køkkenhaven og agurker og tomater i drivhuset. Vi synes vi gik glip af for meget ved at være afsted i de bedste uger af sommeren herhjemme

Så i år holder vi bondegårdsferie. Hjemme i vores nye hjem. Hvor vi nyder vejret, de nye omgivelser, ordner lidt, hygger lidt og falder til. Har besøg og kører hø ind. Spiller spil, bader, fjoller, læser, spiser is og koldskål og tager på kortere ture i nærområdet. Eller lidt længere ture i næsten nærområdet. Vi cykler ture, går ture, kører ture eller bliver hjemme. Med andre ord;Vi gør lige det vi har lyst til ( og mulighed for) når vi har lyst til det. Vi planlægger max en dag frem men aller helst bare nogle timer. Og vi nyder det. Det er virkelig den mest energibesparende (på alle måder) og afslappede ferie vi har haft i flere år. Vi laver så lidt som muligt. En ferie fattig på begivenheder måske, men rig på nærvær, ro og mening.

 

Et lukket kapitel

Så kom dagen hvor vi skulle overdrage vores hus til nye ejere. Det var med blandede følelser. Rart og overvældende. En lettelse, men også med et stik i hjertet. Efter at huset var tømt var det ikke så meget lige dét der var det værste. Men haven. Stedet. Dét var svært. Og haven var også det børnene nævnte. Frugttræerne og krogene!

Alle børn var med og de tog det så fint. Selv næstyngsten, som flere gange har sagt at han IKKE ville flytte tog det med ophøjet ro. Fortalte glad ejendomsmægleren at vi nu boede på en bondegård. At han har været ude og køre traktor. Og så sagde han i øvrigt ‘farvel  – vi ses aldrig igen’, til stedet da vi forlod indkørslen. 10 års oplevelser. Et bryllup, tre børn, uddannelse og nye jobs senere.  Farvel Grønnevang

Et kapitel er lukket – Nu starter vi for alvor et nyt…

Tæt på – om flytning, nedpakning og drømme lige om hjørnet

Nu er det meget tæt på – det der med den flytning. De sidste uger har vi været i gang med at pakke ned. Det er noget af en proces. Både rent praktisk, hvor der skal tages stilling til hvad skal med, hvad skal sælges, smides ud eller gives videre. Jeg har opdaget at den del kan gribes meget forskellig an. Manden er mere målorienteret, så der ryger tingene hurtigt i kasser. Tungt blandet med mindre tungt og optimal udnyttelse af pladsen. Selv er jeg mere procesorienteret. Jeg overvejer hver enkelt ting, dvæler lidt mere ved det der rummer minder. Overvejer mere hvad der mon kan undværes. Er deraf også mere langsom i processen, ikke at der er noget nyt i det. Det hænger nok lidt sammen  med den følelsesmæssige proces der også foregår. Frigørelsen. Det der har været vores hjem i godt 10år, skal ligeså stille igen blive et hus for os. Jeg fortæller mig selv at et hjem skabes af os der bor. Af vores ting og minder, men mest af os. Et hjem defineres ikke af den ydre skal; rammen. Så selvom jeg ved at det ikke er alle steder jeg kunne bo og at de ydre rammer også har en betydning (i hvert fald for mig), så er jeg bevidst om at det ikke er det vigtigste. Det vigtigste er os. Hinanden. Minderne tager vi med os. Vi har dem i billeder og i erindringen. I de fortællinger der bliver om os på det her sted. Det der bliver til engang at have været vores hjem.

Nu skal vi skabe os et nyt hjem sammen. Et hjem der åbner op for både nye og gamle drømme. Det hele er pludselig lige om hjørnet. I eftermiddag får vi nøglerne til vores nye hjem, og jeg ligger her på et af vores mange bedste spots i haven, i det skønneste maj-vejr jeg kan huske, og venter. Og drømmer. Og med lidt sommerfugle i maven

 

18330607-1DCE-492F-A44B-4F12C0AA3373.jpeg

Karma

5DE82764-D3BE-4518-864D-11AC9DEB7906

Nogen ville kalde det rent held, andre en del af en større mening. Vores hus er solgt. Den sidste del af en længere række sammenhængende og samtidig totalt uafhængige ting, der har gjort at det hele hænger så fint sammen. Alt det med flytningen. En overgang var vi noget usikre på om det overhovedet ville lykkes for os. Mange ting skulle falde i hak. Det gjorde det til sidst. Og selvom det var tilfældige og uafhængige af hinanden ting, er det ikke uden vores egen vilje og indsats og tro på at det skulle være, og heraf ageren, der har været med til at få det hele til at lykkes. Tilfældigt? Måske. Heldigt? Ja. Mest af alt karma. Det skulle bare være. Vi glæder os

 

Om forårsfornemmelser, vandkrig og at holde vejret

I dag har der været blå himmel og sol. 7 grader. Børnene fes selv i haven da vi kom hjem. For første gang i år. 5 minutter i aftensmad, men hvad. Og de mente ikke at jakke var nødvendig, en tyk trøje var nok. Og efter et lille øjeblik havde de gang i en vandkrig. Selvsagt også årets første. Det er det samme hver år, og det er så skønt, for nu ved jeg at det snart bliver rigtig forår.

Den tanke er med et lille stik i hjertet. Det bliver vores sidste forår og forsommer her i vores dejlige have. Vi holder vejret i disse dage, for der er højst sandsynligt et salg på trapperne. Vi er blevet enige med køberne, men mangler lige at nå helt igennem det formelle. Og det er jo alt hvad vi kan ønske os, hvis det lykkes. Så falder alt i hak. Lige som det skal. Men det bliver virkelig mærkeligt at flytte herfra. Spændende, godt, men også mærkeligt.

Kompromiser og tvivl

IMG_9743

Livet er fuld af valg og deraf fravalg. Uundgåeligt. At gøre ingenting for at slippe for et svært valg er jo selvsagt også et valg og dermed et fravalg. De fleste valg er en form for kompromis. Der er altid noget der står tilbage, noget der skal undværes, også noget af det gode. Der er mange hensyn at tage. Måske deraf tvivlen. For med valg følger ofte tvivl. Eller i hvert fald usikkerhed. Sådanne følelser vil nok altid følge med, når man tager svære beslutninger. Også selvom det er gode beslutninger, som er taget med hjertet og lader drømme komme tættere på.

Jeg synes det er en vildt stor beslutning det med at flytte. Også selvom det ikke er mange kilometer væk og børnene stadig skal gå i samme skole og samme institutioner. Når man tager sådan et valg sætter man også noget på spil. Satser lidt. Det er uundgåeligt. Selvom det er et valg tættere på en drøm, så er det også et fravalg af andre. Og selvom jeg har svært ved at se at det skulle komme til at ske, så sidder der en lille boble i mit baghoved og siger ‘tænk hvis det er helt forkert og vi fortryder og bare gerne vil flytte tilbage til det her dejlige hus vi bor i nu’. Men det sker jo ikke. Det her er vores hjem lige nu og vi har elsket at bo her, og gør det også stadig. Men snart er noget andet vores hjem. Det bliver helt sikkert mindst lige så godt. Det er noget vi har drømt om, og drømme skal man gøre noget ved så vidt det er muligt. Ellers kommer man helt sikkert til at fortryde.

Måske er det bare mig, men mine drømme går ikke altid helt i samme retning. Eller, hvis de skulle følges kompromisløst, måske, men så ville de måske ikke hænge sammen med hele vores families. Jeg glæder mig helt vildt til at flytte på landet. Jeg føler at det giver luft og frihed og at det hele bliver en smule mere enkelt. Det gør det nok ikke helt. For vi får jo en kæmpe grund. Med et kæmpe hus og en masse andre bygninger. 260 kvm stuehus! Min mave kan snøre sig helt sammen ved tanken. Vi kunne sagtens nøjes med mindre. Men vi glæder os også til at få mere. Jeg kunne drømme om at bo lige nøjagtigt der, bare i et lille bitte bæredygtigt hus på under 100 kvm. Med selvforsyning og bare tæer, hvor vi aldrig behøvede at forlade grunden. Hverken børn eller voksne. Og bedsteforældrene lige om hjørnet. Men det er ikke en drøm resten af min familie umiddelbart deler og det ligger også lidt for langt væk fra hvad der umiddelbart er muligt nu og her. Og nu ligger der jo det her store dejlige hus her, med de mange andre bygninger. Og det bliver SÅ godt. Vi kunne måske have købt en grund med et faldefærdigt hus og bygge det lille bæredygtige hus selv, men jeg ved også, at det ikke er der vi skal ligge vores kræfter nu. Lige nu tager vi den lidt lettere tilgængelige løsning og bruger vores krudt på familien. Vi glæder os. Det bliver simpelthen det bedste. Og hvem ved, måske kommer det andet en dag. Hver ting til sin tid.

En boligstatus

IMG_6898

I løbet af 2017 kastede vi os pludselig af flere omgange ud i tanker om at bo. Vi overvejede, og blev enige om at vi ville blive boende i vores dejlige hus. Så gik der lidt, og vi faldt alligevel over noget andet. Vi overvejede meget frem og tilbage, pludselig skulle en stor beslutning tages og det endte med at vi havde to boliger til salg. Vi forsøgte at tage det roligt, men det var svært at befinde sig i det limbo ikke at vide om man var købt eller solgt. Hvordan ville det hele mon ende?

2018 har på boligfronten indtil nu været stort set lige så hæsblæsende. Efter flere handler som var meget tæt på, lykkedes det i løbet af januar at få vores lejlighed solgt. Så langt så godt. Dagen inden handlen gik igennem, blev vi kontaktet af ejendomsmægleren, at der var en anden interesseret køber til den landejendom, som vi havde i kikkerten. Vi havde nu 3 dage til at beslutte os, ellers ville den gå til de andre. Så vi fik travlt med at mærke efter, var det virkelig meningen at vi nu skulle lade den gå, og blive boende her, som vi i de sidste mange år egentlig har regnet med? Sagen var den at det kunne vi ikke. Vi kunne ikke lade det hele gå. Så vi gik nogle dage med spændte maver og ventede på svar fra banken. Kunne det hele hænge sammen, også selvom huset endnu ikke er solgt? Heldigvis fik vi et positivt svar, det ser fornuftigt ud, så nu er det hele på plads. Vi skal flytte på landet. Ud på en landejendom med voldsomt mange flere kvadratmeter end vi har nu. Og jeg kæmper stadig lidt med den fornemmelse af at det er for meget fråds. Hvad skal vi med så meget plads? Men ud over det, er jeg sikker på at det er det rigtige. At det bliver super godt.

Det hele blev pludselig på et hængende hår. Et par dage var det der afgjorde det hele. Var køberen af vores lejlighed kommet et par dage efter havde det ikke kunnet lade sig gøre. Havde de andre interesserede i (nu vores) landejendommen været et par dage hurtigere, så var det hele smuttet mellem hænderne på os. Men det lykkedes. Og alene af den grund, må det simpelthen bare være meningen at det er sådan det skal være. Det hele er lidt vildt lige nu. Det bliver så fedt at flytte derud. Og det bliver vildt underligt at flytte herfra. Huset som vi er blevet voksne i. Som familien er vokset i, og som er vores børns første barndomshjem. Nu mangler vi bare lige det sidste skridt, nemlig at dette hus også bliver solgt. Vi krydser fingre.

Men uanset, så skal vi flytte.