En boligstatus

IMG_6898

I løbet af 2017 kastede vi os pludselig af flere omgange ud i tanker om at bo. Vi overvejede, og blev enige om at vi ville blive boende i vores dejlige hus. Så gik der lidt, og vi faldt alligevel over noget andet. Vi overvejede meget frem og tilbage, pludselig skulle en stor beslutning tages og det endte med at vi havde to boliger til salg. Vi forsøgte at tage det roligt, men det var svært at befinde sig i det limbo ikke at vide om man var købt eller solgt. Hvordan ville det hele mon ende?

2018 har på boligfronten indtil nu været stort set lige så hæsblæsende. Efter flere handler som var meget tæt på, lykkedes det i løbet af januar at få vores lejlighed solgt. Så langt så godt. Dagen inden handlen gik igennem, blev vi kontaktet af ejendomsmægleren, at der var en anden interesseret køber til den landejendom, som vi havde i kikkerten. Vi havde nu 3 dage til at beslutte os, ellers ville den gå til de andre. Så vi fik travlt med at mærke efter, var det virkelig meningen at vi nu skulle lade den gå, og blive boende her, som vi i de sidste mange år egentlig har regnet med? Sagen var den at det kunne vi ikke. Vi kunne ikke lade det hele gå. Så vi gik nogle dage med spændte maver og ventede på svar fra banken. Kunne det hele hænge sammen, også selvom huset endnu ikke er solgt? Heldigvis fik vi et positivt svar, det ser fornuftigt ud, så nu er det hele på plads. Vi skal flytte på landet. Ud på en landejendom med voldsomt mange flere kvadratmeter end vi har nu. Og jeg kæmper stadig lidt med den fornemmelse af at det er for meget fråds. Hvad skal vi med så meget plads? Men ud over det, er jeg sikker på at det er det rigtige. At det bliver super godt.

Det hele blev pludselig på et hængende hår. Et par dage var det der afgjorde det hele. Var køberen af vores lejlighed kommet et par dage efter havde det ikke kunnet lade sig gøre. Havde de andre interesserede i (nu vores) landejendommen været et par dage hurtigere, så var det hele smuttet mellem hænderne på os. Men det lykkedes. Og alene af den grund, må det simpelthen bare være meningen at det er sådan det skal være. Det hele er lidt vildt lige nu. Det bliver så fedt at flytte derud. Og det bliver vildt underligt at flytte herfra. Huset som vi er blevet voksne i. Som familien er vokset i, og som er vores børns første barndomshjem. Nu mangler vi bare lige det sidste skridt, nemlig at dette hus også bliver solgt. Vi krydser fingre.

Men uanset, så skal vi flytte.

Reklamer

Tænk hvis…

Tænk hvis…

  • Køkkenet kunne rydde sig op af sig selv
  • Man kunne stoppe med at overspringshandle
  • Tiden lige kunne blive sat i stå et kort øjeblik, når alle børn leger i harmoni
  • Jeg var lidt bedre til at komme i seng i ordentlig tid
  • Ingen bekymrede sig om at det muligvis går fra andre, når man samler ind til projekter i fattige lande – det gør det jo ikke, det går højest ud over cafeen på hjørnet
  • Og ja, de skal også leve, men come on, det er jo ikke fordi deres børn dør af sult
  • Man kunne give udtryk for at det pressede sygehusvæsen går alvorligt ud over patientsikkerheden uden at løsningen bliver muligheden for at fraskrive sig ansvaret
  • Hvordan kan det overhovedet være en løsning? Ingen ønsker at fraskrive sig ansvar(måske ud over politikkerne) – man ønsker at tage ansvar. Det er jo derfor der råbes vagt i gevær
  • Der snart kom sne
  • Dem der har bestilt en fremvisning på vores hus også ender med at købe det

ADC5826F-9F6C-4BA5-AA5F-2B37566B19E2

Mit januarprojekt – en status

I starten af januar indledte jeg et januarprojekt, som gik ud på at få ryddet op og ud og gjort rent i vores køkken. Det gik op for mig at vi har 31 skuffer/skabe i køkkenet, så det var jo perfekt i forhold til ‘en om dagen’. Overskueligt, tænkte jeg. Alligevel nåede jeg ikke helt i mål her til januars sidste dag. Desværre. Faktisk har jeg kun nået godt halvvejs, og jeg kan komme med masser af undskyldninger for hvorfor. Men det vil jeg undlade. Lige bortset fra det faktum at vi jo har vores hus til salg, og det er ærlig talt lidt stressende at gøre klar til fremvisning samtidig med at jonglere med 4 børn, skiftende arbejdstider x 2, og en deraf ret uforudsigelig hverdag. Heldigvis er jeg god til at bære over med mig selv, sige pyt, og nyde mine børn og mand, til trods for det andet. Heldigvis og lidt desværre. For det når jeg jo ikke langt med, når det kommer til det rene køkken – til gengæld kan jeg trøste mig selv med at ‘SÅ meget er der heller ikke at smide ud’. Det er indtil videre blevet til 11 småting – det hjælper altsammen.

Så selvom januar kan føles lang at komme igennem, så viste den sig i det her tilfælde ikke lang nok. I morgen er det februar. Vi går mod forår. Det hele skal nok gå.

6A90DBA4-40D5-41CC-8C1A-414837186FE7

Grønnevang – farvel til et barndomshjem

7B4E36A9-BF0A-4F70-8A3E-5CDB0987A5D1

Her er Grønnevang – vores børns første hjem. Et barndomshjem. Det sted hvor Ældsten har boet så længe hun kan huske og hvor de tre yngste er født. Bogstavelig talt. Én på 1. etage, én på badeværelset og den sidste i et fødekar i stuen. Det er her de har holdt deres første fødselsdage og første juleaftener. Det er her de har lært at gå og lært at sige deres første ord. De ældste har taget til deres første skoledag herfra og i det hele taget begået deres spæde skridt mod et barneliv hvor venskaber  begynder at fylde mere i deres hverdag. 10 år har vi boet her – ret præcist. Ti fantastiske år hvor vi for alvor har fundet vores vej ind i voksenlivet og forældreskabet. For de fleste er det bare et hus. Et lidt vindblæst gammelt hus med knirkende gulve og skæve vægge. Men for os er det et hjem. En tryg base, som vi elsker og kender til mindste detalje efterhånden. Et hus med den dejligste have man kan ønske sig. Med krogede frugttræer og frodige kroge. Med bare barnetæer på det dugvåde græs i de første forårssolstråler. Med tusindvis af is i haven på en sommerdag og bål i de koldere aftentimer. Med bær og frugt ad libitum og ærter og jordbær en masse. En have der kræver noget, mener nogle. Men det er ingenting i forhold til hvad den har givet os igen. Det er den dejligste have vi kunne ønske os. I denne have har vores børn bygget deres første snemænd og lavet deres første sneengle. Overnattet i legehuset, klatret i træer og bygget huler. En skjult oase midt i byen. En unik idyllisk plet. Et frirum og et samlingspunkt. Et barndomshjem.

Og nu er det farvel. Nu er det blevet tid for nye eventyr for vores familie. Vi skal flytte på landet. Nogle gang skal man kaste sig ind i et nyt kapitel, selvom det man befinder sig i ikke som sådan fejler noget. Det kan virke nærmest angstprovokerende at forlade det trygge og velkendte. Det dejlige hus vi har. Især fordi vi ikke helt præsict ved hvad der venter os  – en landejendom, jo. Men hvad indebærer det præcist? Det ved vi ikke. Vi gætter, forestiller os og tror at det er noget for os, men ingen af os har nogensinde prøvet det. Vi har boet hele vores liv i byen. Og selvom vi har vendt og drejet fordele og ulemper en hel masse gange, så bevæger vi os ud fra en teoretisk referenceramme. Og ud fra den bliver det godt og rigtigt. Så må vi bare håbe at det forholder sig sådan i praksis også.

Farvel og tak til det dejligste sted – vi vil nyde det sidste forår lige her på denne skønne plet i verden som vi er så heldige at have haft som hjem de sidste 10 år

17 måneder og nogle dage – hvilken drivkraft

Jeg er fascineret igen. Den drivkraft som helt små børn besidder er virkelig beundringsværdig. Imponerende. Fascinerende. Tænk sig engang, bare at blive ved at rejse sig, gang på gang, og fortsætte indtil det lykkes. Måske med frustration og endda gråd undervejs. Men hvilken sejr, helt uigennemtrængelig stolthed, når det endelig lykkes. Det er noget der er værd at huske på. For det har en tendens til at slippe sit tag en lille smule som årene går. Pludselig er det ikke helt så afgørende at nå målet. Især hvis det altså kaster frustrationer og tårer af sig under vejs. Og det gør det meste jo på et tidspunkt. I hvert fald det der betyder noget for en. Pludselig bliver den ukuelige drivkraft mindre. Vi giver hurtigere op og konkluderer at det kan vi nok ikke finde ud af. Det har måske kostet frustrationer og tårer undervejs, og når ting bliver svære, så droppes det og opfattes som en fiasko. Lige pludselig en dag er vi overbevist om, at hvis ting er svære- hårde- så er det nok forkert. Så er det ikke meningen. Men det ér meningen. Se bare på det lille barn. 17 måneder og nogle dage gammelt. Med en ukuelig drivkraft. Tingene lykkes, måske ikke nu, men så senere. Til trods for at det kræver mange frustrationer og tårer undervejs. Livet er ikke uden smerte. Hvori ligger mon forskellen på lille og stor? Jeg tror det handler om troen. Troen på sig selv. Troen på at alt nok skal blive godt igen. At frustration og tårer ikke er forgæves. Ikke er en fiasko. Ikke er forkert. Det er i sidste ende en del af den større mening.

Grå dage

ba2a665b-809a-406b-8bfa-051cb3ad1620.jpeg

Dagene er grå for tiden. I mere end en forstand. Ikke meget grå eller konstant grå. Men momentvis grå. Mere lysegrå endda. Det er ok. Sådan må det godt være nogle gange. Ikke for længe og ikke for meget, men indimellem er det ok. Uundgåeligt- menneskeligt – livet. Solen titter også frem ind i mellem. Og det er vigtigt. Og så længe det huskes at solen altid er deroppe et sted, så sker der ikke noget ved at den gemmer sig for en stund. Inden længe skinner den det meste af tiden igen. Og indtil da nyder jeg bare de momentvise stråler der kommer.

1DB58FE2-501A-4450-87C0-DBC597860FFB

I dag har jeg…

I dag har jeg haft en fridag. Efter en weekend med arbejde, passede det fint ind. Min dag startede kl 06.18 efter en halvdårlig nats søvn, efter at Lillen har haft en ligeså halvdårlig nats søvn. Tænder tror jeg. Jeg skyder skylden på den 4. kindtand i rækken. Den kan ikke ses endnu, men vi kender efterhånden rutinen. Træt Lille, som helst af alt bare vil sove. Men sutten passer  hende pludselig ikke, og hun ligger og klynker, tager sutten ud af munden. Tager den i munden igen, for derefter at kaste den fra sig med et vræl. Let rødeblussende kinder og kan ikke rigtig finde trøst ved så meget. Det må være tænder. Men altså, det kunne have været meget værre. Der var dengang hvor hun var oppe den halve nat. Dengang troede jeg også at det var tænder. Hvad ellers? Men der gik nu noget tid inden der viste sig en tand. Så hvem ved? Nogengange kan man ligeså godt droppe at bruge sin energi på at finde en årsag. Bare vær der – det går over før eller siden.

Men det var egentlig ikke det jeg ville. For i dag har jeg haft en fridag og den har jeg brugt på at;

  • stå op og aflevere 4 børn på egen hånd.
  • bage og pynte en chokoladekagemand
  • bage, smøre og pynte 68 stk store og små fødselsdagsboller
  • planlægge og klargøre et stjerneløb
  • handle de sidste småting til en fødselsdagsfest
  • dække og pynte et fødselsdagsbord til 19 børn
  • hente en hel skoleklasse og gået med dem fra skole og herhjem
  • Stirre i et bål sammen med børnene, mens jeg serverede varm kakao med flødeskum og fødselsdagsboller i den frostklare solskin
  • overvære min ældste søn pakke 17 små gaver op i et virvar af glade og spændte børnestemmer
  • afholde et stjerneløb, som gik lidt ud i sandet til sidst, selvom jeg troede at jeg havde lavet det overskueligt med kun 6 poster
  • Konstatere at børnene nok hellere bare ville have leget, fremfor at deltage i ovennævnte stjerneløb
  • servere saft, boller og kagemand til en masse glade og højrøstede børn
  • sige goddag og farvel til en masse forældre til ovennævnte børn
  • Rydde op efter en (vellykket) fødselsdagsfest.
  • Drikke varm kakao med flødeskum med egne børn, da alle gæster var ude af døren.
  • servere havregrød og frugt til aftensmad.
  • Putte 4 børn på egen hånd
  • støvsuge det meste af huset for konfetti
  • rydde op efter aftensmaden
  • finde en lille pose med guldkarameller, lakridssutter, en lakridspibe(den med salt) og en rest kransekage fra nytår (havde taget det med på arbejde nytårsaften, da jeg skulle møde på nattevagt. Der var dog ikke plads i maven efter nytårsmiddagen, og i øvrigt var der en hær af andre godter på arbejdet) – Det kommer mig så i den grad til gode nu. Velfortjent vil jeg sige.

Det skal lige siges at Manden også har været med til at afholde, og (delvist) gøre klar, og rydde op til fødselsdagsfesten. Og det var også ham der tændte bålet.

Det har været dejligt, men det ville ikke gøre mig noget med en ekstra fridag i morgen. Det får jeg så ikke. Jeg skal afsted ud af døren kl 6.10, og jeg skal have to børn med – på egen hånd.

Mit januarprojekt

Sidste år gik vi i gang med en større oprydning i vores ting. Og vi fik faktisk ryddet rigtig meget ud. Desværre gik det lidt i sig selv sidste halvdel af året, nok primært fordi vi begge to igen på det tidspunt var tilbage på arbejde. I februar sidste år lavede jeg en lille ‘ryd ud’ udfordring, måske jeg skulle kigge på den igen på et tidspunkt. Men for nu har jeg lidt andre planer. Primært fordi jeg føler at tiden er mere knap end sidste år ved denne tid, vil jeg forsøge at dele tingene op i nogen noget mindre bidder, og på den måde forhåbentligt få gjort det lidt mere overskueligt at gå i gang. Ofte er det jo sådan, for mit vedkommende i hvert fald, at hvis tingene bliver for uoverskuelige, så ender jeg med slet ikke at få gjort noget, frem for at få gjort lidt. Det håber jeg at kunne ændre på ved at dele tingene overskueligt op. Så;

Januar bliver med fokus på køkkenet

Januar har som bekendt 31 dage, og tro det eller lad være, vores køkken rummer ligepræcis 31 skabe/skuffer incl køleskab, ovn og emhætte. Så derfor er det selvfølgelig oplagt at ‘tage et skab/en skuffe om dagen’ i januar. Det er min plan. Simple it is. Jeg vil derfor rydde ud et skab af gangen, og selvfølgelig i samme ombæring gøre rent udenpå og indeni skabet. På den måde får jeg et lækkert rent og opryddet køkken , når januar er slut. Det vil jeg se frem til, for ærligt, det trænger virkelig til en rengøring efter julen og nytårets madlavning. Og ikke mindst efter at det i ældste bagte fødselsdagskage helt på egen hånd den anden dag.

  1. Jeg forventer ikke at der er det helt store at rydde ud, udover i et par enkelte skuffer, hvor jeg er sikker på at der godt kan findes noget, men vi tog også en omgang udrydning i køkkenet sidste år, og der røg da alligevel nogle ting. Men det er jo sådan med udrydning at det for det første er en proces. Ting vi ikke var klar til at skille os af med sidst, er det måske nu gået op for os, at vi faktisk ikke har brugt det seneste år, og ikke har brug for mere. Desuden sniger der sig løbende ting til, som måske har fået erstattet noget andet, som derfor nu ikke er nødvendigt mere. Derudover er det jo sådan med køkkenskuffer, at de også indeholder madvarer, som har en udløbsdato. Derfor er det rart lige at få kigget alle krydderierne og diverse igennem, og se om der er noget som er så langt over dato at det ikke er værd at gemme.

Princippet er, som sagt, at tage en skuffe/et skab om dagen, men da vi allerede skriver den 5., så er jeg jo på den måde bagud. Ovnen er dog taget den 1. januar, så den kan jeg godt sætte tjek ved for denne gang. Derfor forventer jeg også at det bliver nødvendigt at samle nogle af ‘dagene’, hvilket også burde være muligt, så ikke alle steder er lige krævende. På den måde regner jeg med at kunne tage en lidt større tørn på nogle af mine fridage, og så tage nogle af de nemme steder, eller helt springe over, de dage hvor det virkeligt kniber med overskuddet. Heldigvis har Manden lovet at tage et par steder også, så alt i alt, skulle det gerne være tip top med køkkenet når kalenderen siger 1. februar.

1/31 – sæt igang!

Nogle af de næste ting jeg regner med at ville kaste mig over er;

Tøjskabene – det var jeg også godt igennem sidste år, men med 6 personer i husstanden, heraf 4 der er mere eller mindre hurtigtvoksende, så sander det hurtigt til. Derudover er jeg umådelig træt af sjældent at kunne følge med (til at lægge sammen og på plads) vasketøjet, så har en ide om at ved at rydde ud i vores tøj, og tage godt og grundigt stilling til hvor meget der er nødvendigt for den enkelte, kan jeg opnå mere balance i vasketøjsbunken.

Legetøjet – jeg synes hurtigt det hober sig op, igen med 4 forskellige størrelser i huset, som alle har forskelligt legetøjspræferencer, samtidig med at der er en del der bare ‘går videre til den næste’ uden at tage den store stilling til tingene, og de jo også skal have noget at ønske sig. Dog er de to store ved at nå en alder hvor legetøj ikke er så meget i fokus, så der kommer en ende på det – en dag. Men for nu, må vi rydde ud og øve os, endnu mere, i hvad der egentlig giver en legeværdi, og hvad der bare ender med at rode diverse steder. Igen, jeg føler ind ofte at jeg bruger urimelig meget tid på at rydde op, og det vil jeg gerne prøve at ændre på. Ved at ændre vaner og ved at have færre ting.

2017

Året blev, som de foregående 8 år herhjemme, skudt igang med en fødselsdag den 3. januar. I januar huskede Manden mig på hvor heldige vi er, og det var godt i den tid, hvor jeg endnu var på barsel med Lillen, for når jeg husker tilbage bar den tid præg af sen-barselboble-tanker, et inferno af følelser om at skulle nyde og suge så meget til mig, som overhovedet muligt, af den sidste tid hjemme, samtidig med en voksende trang til at komme ud og gøre noget andet også. Evig dårlig samvittighed over at lade tankerne fare for mange andre steder hen, i stedet for at være i nuet, det sjove, det dejlige, det hårde, det søde, det lette og svære. Balancen mellem at være (igen) ny mor og også være alt det andet. Det var en god tid, en lidt uskyldig tid, der det første del af året, hvor hverdagen med to (skifte-) arbejdende forældre endnu ikke havde sat sit tag i vores familie igen.

I februar satte Tanker om at bo sine første spæde skridt i os, nogle tanker som også har været med til at præge 2017. Tanker som på den ene side har først en masse med sig, og på den anden side ikke rigtig har ført til noget (endnu). Det kommer også til at præge 2018, og hvordan det ender bliver spændende at se.

Marts bød på endnu en fødselsdag, men udover det, flød den sammen med april. De måneder bar præg af at min barsel efterhånden gik på hæld og det satte mange tanker igang omkring familieliv og arbejdsliv. Og så kom foråret.

Maj måned var min sidste måned på barsel og skilte sig heller ikke så meget ud fra marts og april. Med nyt job i hus kunne jeg dog slappe lidt mere af og nyde den sidste barselstid. Lillen blev 9 måneder og det afstedkom et lidt eftertænksomt skriv og derudover troede vi i maj at vores tanker om at bo var et lukket kapitel.

Juni startede jeg (nyt) arbejde efter endt barsel. Manden gik på barsel med Lillen og i den forbindelse lavede jeg i sjov en Babymanual. Det var en tid hvor jeg oplevede en stor splittelse  Mellem arbejde og hjemmeliv og selvom jeg har skiftet job igen siden, uden at der egentligt var noget i vejen med det jeg havde fået, så har jeg til dels stadig den følelse af at det ikke er helt rigtigt for mig, og jeg er stadig ved at finde ud af hvad det helt præsict handler om.

Juni og juli var også der vi holdt sommerferie. Først en dejlig bilferie i Kroatien, som gik over al forventning og senere vores traditionsrige cykeltur til Fanø, som igen i år var en dejlig oplevelse.  Tankerne omkring arbejde og familieliv skrev jeg også om i Juli og det endte som sagt med endnu et jobskifte senere på året.

I august fejrede vi 1 års fødselsdag. Med fine lagkager med lys husker jeg. Som fødselaren selv aldrig nåede at opleve, hverken på dagen eller da vi holdt det med familien, fordi hun begge gange sov fra det hele.

I september blev der,lidt tilfældigt, igen sat skub i vores Tanker om at bo og der var tid til forandring. En forandring som dog lader vente på sig og som endnu ikke er afklaret. Og så skrev jeg om min kærlighed til efterår og vores skønne datter.

September var også den måned hvor mandens barsel var slut og Lillen startede i dagpleje. Endnu et indtitutionsbarn. Det satte atter tanker igang om Hvorfor?

Det sidste kvartal af året har der ikke været skrevet meget på bloggen. De måneder har som det meste af året været præget af tanker om familielivet og hvordan vi finder en balance i det, nu med fire børn. Og jeg kan desværre ikke sige at vi helt har fundet den balance. Det afspejler sig nok også i de mange tanker omkring arbejdsliv og tanker om at bo som har præget året. Vi har brug for en forandring for at finde en lidt bedre balance, men vi er endnu ikke sikre på hvad den forandring må indeholde. Jeg håber at 2018 kan gøre os klogere på dette.

Mine ønsker for 2018 er derfor at finde ud af hvad der skal til for at vi opnår mere balance i familielivet. Håbet om at blive tættere som familie. Gladere som familie. Have det sjovere sammen, være mere trygge ved hinanden allesammen og have større respekt og forståelse for hinandens forskelligheder.

1. december

IMG_9983

SÅ blev det 1. december igen. Sidste år startede den med drillenissebesøg fra børnehaven. I år er det så en anden nisse der er flyttet ind. Vi har i år fået vores egen husnisse. Som ind i mellem kommer med gaver i sokkerne og ind i mellem laver nissedrillerier. Der er så stor aldersspredning på børnene herhjemme, og den store vil gerne have adventsgaver. De andre vil stadig gerne have en lille ting hver dag, men nissen har tidligere synes at det var lidt stressende at have noget klar hver aften, så i år laver vi konceptet lidt om. Og med nissen i huset er det nemmere at tilgodese alle håber jeg. Nissen har startet dagen med at skrive et brev, så børnene er med på hvordan det kommer til at foregå. en forventningsafstemning, kan man vel nærmest kalde det. Og jeg håber at det bliver en hyggelig løsning for alle.

Julehyggen er startet herhjemme, lidt tidligere i år, end vanligt. Nok fordi jeg har haft en masse fridage nu her, og derfor har haft god tid til at gå og nusse og hygge. Julepynten kom op i sidste weekend, og de første pebernødder er bagt. Dog er jeg i ligeså dårlig tid som vanligt med dekorationerne. Kalenderlys-dekoration blev lavet i går, og adventskransen, den mangler vi stadig at lave. Planen er i morgen. Man skal jo helst ikke være i for god tid.

Sidste år var gaverne købt på dette tidspunkt, det blev de på black friday.  Til gengæld har vi indtil videre kun købt én gave i år, og ikke en eneste ting på black friday blev det til. Men i år har vi også begge to en rimelig arbejdsrolig december måned, hvilket virkelig kan mærkes so far. Tidligere år har vi ofte arbejdet meget, også i weekenderne, men i år skal vi kun arbejde én weekend hver i december, og det er virkelig luksus. Sidste år havde jeg jo godt nok barsel til gengæld arbejdede Manden ret meget, og alle weekenden undtagen én, så det bliver dejligt i år, tror jeg.