Luft

Jeg indånder momentvis den friske luft og kigger mod solen med missende øjne. Mærker vinden og varmen mod min kolde kind. Smiler. Står stille. Holder fast. Nu er det godt.

Meget er godt.

Nuet.

Holder fast.

Det ER godt.

Så længe jeg husker at indånde den friske luft mens jeg kigger mod solen

921AAD08-BE55-4DC0-8ADB-CE971142BFFD

Reklamer

Fyldt op

Dagene er fyldt op. Den ene tager den anden. Flyder sammen og i ét. Ser fremad. Udad. Videre og væk. Halser efter. Higer efter nuet. Er i tvivl. Er tilfreds. Savner mere mindre. Savner tid til fordybelse. Savner tid med mine børn, mig selv og min mand. Savner tid til bare at være. Tid. Suge ind. Leve. Tid til nu; bare nu! Men dagene er fyldt op

677C6DFD-2A41-4213-8601-591A47FC442C

I aften vil jeg bare skrive

Varme sommerdage er efterhånden blevet til køligere, regnvåde dage. Jeg elsker den her årstid. Sommer er dejligt. Men de klare efterårsdage og sågar de regnvåde, de taler virkelig til mig. Helt ind i sjælen går de. De kalder på nærvær, eftertænksomhed og ro. Ikke at jeg vil noget bestemt sted hen med det. I aften vil jeg bare skrive. Om det der selv vil ud. Flytning og ferie er blevet til hverdag. Travl hverdag. Dejlig hverdag. Higen efter tid til mere. Eller det vil sige tid til mindre. Tid til ingenting. Tid til så lidt som muligt. Tid til at være. At sanse. At gøre. Tid – bare tid. Det er i virkeligheden det forunderlige. Det med tid. For tiden er der jo, og vi bestemmer kun selv hvordan vi vil bruge den. For netop dét har vi et stort anvar overfor os selv. At bruge tiden rigtigt. Fornuftigt. Hvad end det så betyder? Tiden går af sig selv, vi kan lade os flyde med, og vi kan stoppe op og tage stilling. Begge dele kan være lige godt, en kombination måske det bedste. Jeg er ikke engang sikker på om tid kan bruges rigtigt og forkert. Uanset hvordan vi benytter tiden, så må det vel være rigtigt? Det der efterfølgende kan opleves som forkert, var vel netop nødvendigt få at bruge tiden rigtigt fremadrettet. Måske det er noget sludder hvad jeg skriver, men pointen er at vi hele tiden lærer. Erfarer. Og det er vigtigt at vi bærer over med os selv. At vi kan sige pyt og ser på os selv med milde øjne. Det vigtigste faktisk. Vi skal huske at være søde ved os selv, for at hænge sig i egne fejltagelser er måske netop den værste måde hvorpå jeg kan komme i tanke om at bruge tiden på.

Arv og miljø

Når den knap to årige ligger krøllet sammen i fodenden af sin seng – uden dyne – mens bamsen, dukken og den lille minion er puttet sirligt på række på puden og med dynen fint over sig…

Hvad er så arv og hvad er miljø? Jeg tror på at det alt sammen kommer af en lille spire som gror i os alle – et instinkt. Som skal plejes og passes. Det bliver det som udgangspunkt helt naturligt. Og også af instinkt. Intuition. Men der er ét instinkt der vinder over alle – overlevelsesinstinktet. Evnen til at passe på sig selv. Dét instinkt kan overdøve alt, hvis det bliver tvunget. Over tid glemmer kroppen alt andet og kender ikke sig selv eller verden – kan ikke finde sig selv. Instinkter forsvinder. Intuition forsvinder. Meningen forsvinder. Og til sidst forsvinder overlevelsesinstinktet måske også. Hvorfor? Fordi der er ting der er vigtigere end at overleve. Det er at leve. Være sig selv. Være noget for andre og lade andre være noget for en selv. Vi hænger sammen. Deri ligger arven. Og miljøet oveni. Instinkter og intuition. Uden det er vi ikke mennesker.

Alt det blev jeg bekræftet i i morges. Af min knap to årige, da hun lå der i fodenden af sengen – uden dyne. Mens bamsen, dukken og den lille minion var puttet sirligt på række på puden og med dynen fint over sig.

Det lille spire gror i os alle – så simpelt er det, og alligevel så kompliceret. Tænk hvad man kan lære af en knap to årig

EC11AB71-74AA-48DC-97B2-92C82A911950

I løbet af sommerferien havde jeg (næsten) glemt at..

  • det er besværligt med alle de madpakker der skal smøres
  • der skal pakkes utroligt mange ting og tøj både ned og op hver dag med 4 børn der skal afsted
  • jeg nogle gange må aflevere et lidt modvilligt barn
  • også når jeg afleverer et glad barn, giver det et stik i hjertet
  • jeg lidt for ofte skal alt for tidligt op og alene ud af døren med de to mindste, og at det altid presser mig lidt – i mine tanker. I praksis går det stort set altid problemfrit
  • det ikke er spor sjovt at vække børn der sover sødt
  • vi til tider bliver lidt for pressede i vores hverdag, til dels, tror jeg, pga skiftende arbejdstider og deraf fravær af fast rutine
  • det er selvsamme skiftende arbejdstider der gør det muligt for os i perioder at have godt med luft i vores hverdag
  • jeg ofte føler mig som en lus mellem to negle  – mit arbejde og min familie – jeg er vild med begge dele, men der er bare ikke altid plads nok til begge ting
  • når hverdagen først er kommet ordentlig i gang igen, så kører det fint, og jeg glemmer som regel alt ovenstående. Hvilket både er praktisk og lidt skræmmende

Begivenhedsfattig ferie, eller hvad?

Vores sommerferie er meget low key i år. Vi voksne holder 2 uger, de små får 3 uger og de store har jo hele skoleferien at brænde af. Vi besluttede allerede sidste år, at i år ville vi holde ferie hjemme. Det er der flere grunde til. Bla;

  1. Vi har haft fantastisk dejlige udenlandsferier, men som småbørnsfamilie med fire børn er det bare ikke særlig afslappende. Først af alt er der meget der skal forberedes og pakkes og ikke mindst pakkes ud igen. Så selvom ferierne er dejlige, så bliver der brugt meget energi udenoms, så meget at jeg næsten vil sige at det ikke er ferien værd for os i disse år.
  2. vi planlægger en længere rejse på godt en måneds tid, så der skal spares på sommerferie kontoen
  3. den danske sommer er dejlig. Med bær og ærter og kartofler i køkkenhaven og agurker og tomater i drivhuset. Vi synes vi gik glip af for meget ved at være afsted i de bedste uger af sommeren herhjemme

Så i år holder vi bondegårdsferie. Hjemme i vores nye hjem. Hvor vi nyder vejret, de nye omgivelser, ordner lidt, hygger lidt og falder til. Har besøg og kører hø ind. Spiller spil, bader, fjoller, læser, spiser is og koldskål og tager på kortere ture i nærområdet. Eller lidt længere ture i næsten nærområdet. Vi cykler ture, går ture, kører ture eller bliver hjemme. Med andre ord;Vi gør lige det vi har lyst til ( og mulighed for) når vi har lyst til det. Vi planlægger max en dag frem men aller helst bare nogle timer. Og vi nyder det. Det er virkelig den mest energibesparende (på alle måder) og afslappede ferie vi har haft i flere år. Vi laver så lidt som muligt. En ferie fattig på begivenheder måske, men rig på nærvær, ro og mening.

 

Et lukket kapitel

Så kom dagen hvor vi skulle overdrage vores hus til nye ejere. Det var med blandede følelser. Rart og overvældende. En lettelse, men også med et stik i hjertet. Efter at huset var tømt var det ikke så meget lige dét der var det værste. Men haven. Stedet. Dét var svært. Og haven var også det børnene nævnte. Frugttræerne og krogene!

Alle børn var med og de tog det så fint. Selv næstyngsten, som flere gange har sagt at han IKKE ville flytte tog det med ophøjet ro. Fortalte glad ejendomsmægleren at vi nu boede på en bondegård. At han har været ude og køre traktor. Og så sagde han i øvrigt ‘farvel  – vi ses aldrig igen’, til stedet da vi forlod indkørslen. 10 års oplevelser. Et bryllup, tre børn, uddannelse og nye jobs senere.  Farvel Grønnevang

Et kapitel er lukket – Nu starter vi for alvor et nyt…

Tæt på – om flytning, nedpakning og drømme lige om hjørnet

Nu er det meget tæt på – det der med den flytning. De sidste uger har vi været i gang med at pakke ned. Det er noget af en proces. Både rent praktisk, hvor der skal tages stilling til hvad skal med, hvad skal sælges, smides ud eller gives videre. Jeg har opdaget at den del kan gribes meget forskellig an. Manden er mere målorienteret, så der ryger tingene hurtigt i kasser. Tungt blandet med mindre tungt og optimal udnyttelse af pladsen. Selv er jeg mere procesorienteret. Jeg overvejer hver enkelt ting, dvæler lidt mere ved det der rummer minder. Overvejer mere hvad der mon kan undværes. Er deraf også mere langsom i processen, ikke at der er noget nyt i det. Det hænger nok lidt sammen  med den følelsesmæssige proces der også foregår. Frigørelsen. Det der har været vores hjem i godt 10år, skal ligeså stille igen blive et hus for os. Jeg fortæller mig selv at et hjem skabes af os der bor. Af vores ting og minder, men mest af os. Et hjem defineres ikke af den ydre skal; rammen. Så selvom jeg ved at det ikke er alle steder jeg kunne bo og at de ydre rammer også har en betydning (i hvert fald for mig), så er jeg bevidst om at det ikke er det vigtigste. Det vigtigste er os. Hinanden. Minderne tager vi med os. Vi har dem i billeder og i erindringen. I de fortællinger der bliver om os på det her sted. Det der bliver til engang at have været vores hjem.

Nu skal vi skabe os et nyt hjem sammen. Et hjem der åbner op for både nye og gamle drømme. Det hele er pludselig lige om hjørnet. I eftermiddag får vi nøglerne til vores nye hjem, og jeg ligger her på et af vores mange bedste spots i haven, i det skønneste maj-vejr jeg kan huske, og venter. Og drømmer. Og med lidt sommerfugle i maven

 

18330607-1DCE-492F-A44B-4F12C0AA3373.jpeg

Karma

5DE82764-D3BE-4518-864D-11AC9DEB7906

Nogen ville kalde det rent held, andre en del af en større mening. Vores hus er solgt. Den sidste del af en længere række sammenhængende og samtidig totalt uafhængige ting, der har gjort at det hele hænger så fint sammen. Alt det med flytningen. En overgang var vi noget usikre på om det overhovedet ville lykkes for os. Mange ting skulle falde i hak. Det gjorde det til sidst. Og selvom det var tilfældige og uafhængige af hinanden ting, er det ikke uden vores egen vilje og indsats og tro på at det skulle være, og heraf ageren, der har været med til at få det hele til at lykkes. Tilfældigt? Måske. Heldigt? Ja. Mest af alt karma. Det skulle bare være. Vi glæder os