Om at stå tilbage med en meget mærkelig følelse (og tak til forårssolen)

Når man er inviteret til noget, så forventer man  at det er fordi folk gider se en. Det gør jeg i hvert fald. I dag var jeg inviteret til noget. En samtale. Og jeg havde en forventning om at det nok var fordi de mente at jeg havde noget interessant at byde ind med. Eller i hvert fald havde jeg en forventning om at de da nok var interesserede i at høre noget om hvem jeg er. Men det var de måske i virkeligheden ikke?! Det er i hvert fald den fornemmelse jeg står tilbage med. At det egentligt var ligegyldigt, lidt tilovers eller måske bare en fejl. Det er svært at tro at det kan forholde sig sådan, for hvorfor skulle de, og jeg, så bruge tid på at samtale? Men det er den mavefornemmelse jeg gik derfra med, og min erfaring er at mine fornemmelser sjældent er helt ved siden af. Jeg tror de havde besluttet sig på forhånd. Det håber jeg faktisk en smule. For ellers var det godt nok lidt op ad bakke med at sælge mig det job. De brugte i hvert fald de første 5-8 minutter på at fortælle, i mine øjne, ikke særlig positivt omkring jobbet. De var nok bare trætte af at gentage det efter 2 dage med samtaler og jeg som (tror jeg) den sidste. Måske. Eller også var det bare et kedeligt job 😏

I hvert fald må jeg nok gå med min mavefornemmelse og glemme alt om det job. Der viser sig sikkert noget andet og bedre. Desværre sidder den meget mærkelige fornemmelse stadig i mig, her nogle timer efter. Jeg håber at det snart går over, takker forårssolen for det skønne vejr, mon ikke solen og den blå himmel kan hjælpe mig lidt på vej?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s