Tusindvis af tanker men tom for ord

IMG_7013De sidste dage har jeg siddet her foran skærmen – eller bagved om man vil – med ønsket om at skrive. Det kribler i mine fingre, og mine tanker flyver afsted. Men jeg kan af en eller anden grund ikke holde fokus. Er gået i gang med flere indlæg, men gået ligeså hurtigt i stå igen. Kan ikke komme videre med det. Jeg har så mange tanker; så meget på hjerte, men ordene vil ikke rigtigt finde vej ned på papiret.

Jeg har ellers altid haft nemt ved at skrive. Meget nemmere end ved at formulere mig mundtligt. Faktisk synes jeg altid at det har været lidt besværligt, det der med at fortælle med ord, fordi; det er ligesom om at jeg ikke kan holde snor i alle de tanker der popper op undervejs. Til gengæld kan jeg skrive. At skrive i stedet giver ro og tid til at få tankerne i system. Jeg har altid klaret mig markant bedre i skriftlige prøver fremfor mundtlige. Måske ligeså meget fordi de mundtlige prøver gør mig langt mere nervøs. Nok fordi jeg netop ikke føler tid og ro til at kunne lade ordene komme rigtigt ud, på samme måde som på skrift. Og jeg har altid været meget tænksom. Så meget at tankerne nærmest spænder ben for hinanden nogen gange.

Men når jeg skriver går det oftest nærmest af sig selv. Så kommer tingene som perler på en snor, og oftest med en lethed, som jeg ikke helt selv forstår. Men ikke i de her dage, og jeg har (sjovt nok) tænkt og tænkt over hvorfor, men er ikke kommet det nærmere. Så nu kommer tankerne ned, måske det hjælper?

Der er så meget jeg har lyst til at skrive om. Milepæle i min barndom, ungdom og mit voksenliv. Om den dag, som barn, hvor jeg hørte min fars navn nævnt i døren og bare vidste at han var død, inden jeg hørte ordene. Om dengang jeg næsten købte en pony uden at have pengene og uden at mine forældre vidste noget, fordi det bare var så brændende et ønske for mig. Om dengang jeg fik min første pony, og om dengang jeg måtte af med den igen for at få en hest i stedet. Om dengang, som 17 årig, hvor jeg mødte min mand første gang. Om at turde flytte til den anden ende af landet som 18 årig. Om at blive mor første gang uden at bekymre sig. I det hele taget om sjældent at bekymre sig.

Om dengang jeg, som højgravid, blev ringet op af min bror som fortalte at vores mor netop var blevet fløjet til OUH med helikopter, 49 år gammel var hun, og om hvordan vi måtte ringe vores søster hjem fra sit livs rejse i Asien, fordi vi ikke vidste hvor det bar hen med vores mor. Om tanken om hvor svært det måtte være for min (lille-)søster at tage den rejse hjem selv, uden at vide hvad hun kom hjem til. En rejse der tog næsten 2 døgn, inden hun landede på sygehuset. Om hvordan vi knap et halvt år senere fejrede min mors 50 års fødselsdag, hvorefter jeg i direkte forlængelse heraf, kørte hjem og fødte vores 3. barn på badeværelsesgulvet med manden som fødselshjælper, fordi jordemoderen ikke nåede frem til den (planlagte) hjemmefødsel. Om min og mandens uenighed om hvorvidt det barn var på vej ud eller ej, og da det kom ud, om de sekunder (som føltes som uendeligt lange minutter) hvor selvsamme barn ikke sagde en lyd, og jeg blev ved med desperat at spørge min mand om der var liv i barnet. Og om min taknemmelighed over hans rolige svar om at alt var lige som det skulle være, selvom jeg i virkeligheden ikke tror at han anede det på det tidspunkt, men han fik mig overbevist, og han havde heldigvis fuldstændig ret. Alt var i orden.

Og om alt muligt andet og mere, som må få plads en anden gang, for nu er det blevet sent, og jeg bliver vækket tidligt i morgen.IMG_6956

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s