9 måneder og 2 dage – indeni og udenpå

Lillen er lige blevet 9 måneder. Det er altså vildt. Det betyder at hun har været lige så længe uden for maven som indeni.

For fanden da! Hvor blev den tid af? Det er både vildt og fantastisk og jo lige som det skal være. Det er så underligt med tid. På den ene side er det som om hun lige er kommet, på den anden side er det som om hun har været her altid. Det er en fascinerende rejse at følge – sådan et lille menneskes udvikling.

Og det ændrer sig ikke uanset hvor mange gange man har fået lov at være vidne til det. Den udvikling fra at være komplet afhængig af andre til, bogstavelig talt, at stå på egne ben. Det er så inspirerende og fantastisk med den drivkraft, livskraft og gå-på-mod sådan et lille menneske udviser. Nysgerrighed og vilje. En drivkraft til bare at blive ved til trods for knubs og skrammer undervejs. Det er som om intet kan stoppe deres lyst til at prøve til og lære mere, så længe de bare er trygge og fyldt op med kærlighed. På den ene side får jeg følelsen af at det er enormt stærkt, samtidig med at det også er enormt skrøbeligt. Den drivkraft. Den lyst til at lære. Nysgerrigheden og umiddelbarheden. Det både fascinerer mig og skræmmer mig. I bedste fald kan Intet gå galt, i værste fald kan alt gå galt. Og selvom vi som forældre har stor indflydelse, så ved jeg også at jo større de bliver, jo større påvirkninger andre steder fra. Og det er virkelig en af de aller største udfordringer, som forælder, synes jeg. At navigere og passe ind i forhold til omverdenens ydre pres. Men for nu, nyder jeg at det stadig er enkelt. Simpelt og uden de store bekymringer om omverdenens påvirkninger på Lillen. Hun har os stadig (lidt endnu) helt tæt på hele tiden. Ubekymret. Tryg.

Hun er vores families lille solstråle, som skaber så mange smil hver dag. Hun er flødeskummet. Og jeg kan næsten ikke bære at jeg lige om lidt -lige som hun er blevet godt 9 måneder, og kun lige akkurat har vænnet sig en smule til livet udenfor – skal starte på arbejde igen. Ikke fordi jeg ikke har andre grunde til at glæde mig til det. Det har jeg. Men jeg FRYGTER at skulle være væk fra Lillen 9-13 timer i streg godt halvdelen af ugens dage. Også selv om jeg selvfølgelig ved at hun nok skal klare det. Og klare det fint. Men. Det føles bare ikke naturligt at skulle være væk fra sit lille barn så meget, det føles mest bare forkert. Og alligevel gør jeg det. Jeg har overvejet mange muligheder undervejs. Blandt andet at blive hjemme noget længere. Men i sidste ende var det her den bedste (mulige) løsning for vores familie nu – det er jeg overbevist om. Lillen skal ikke starte i institution endnu. Hun skal være hjemme ved sin far og søskende sommeren over og DET er jeg endnu mere sikker på er en god løsning for vores familie. Selvom jeg da hellere havde taget den sidste del af barslen selv, er jeg sikker på at denne løsning i sidste ende er bedre.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s