Dagligt, mens jeg er på arbejde, modtager jeg op ad formiddagen et par SMSer, ofte med billeder, fra Manden, med en lille status på livet derhjemme. Glade opdateringer, som gør mig i godt humør. Så står jeg der i garderoben på mit arbejde, hvor jeg har sneget mig ud for at kigge på min telefon, og føler mig en lille smule som en ulydig skolepige. Men det er underordnet. Fordi jeg MÅ høre lidt hjemmefra. Så står jeg der og smiler lidt for mig selv. Glædes og længes. Med et lille stik i hjertet fyldt af savn og taknemlighed. Lykke. Og genoptager derefter arbejdet, mens jeg hurtigt glemmer alt om dem derhjemme for en stund.
I går modtog jeg et videoklip. Af Lillen og de andre børn. Som i fælleskab havde en fest med at hjælpe Lillen med at gå med gåvognen. For første gang. Med kluklatter og stolthed til følge. Og jeg smilede og var lige ved at tude. Smilede over hvor heldig jeg er at have så dejlige mennesker tæt på og tude over ikke at være der sammen med dem. At være der, når de små fremskridt sker. Når der er lutter glæde og når nogen skal trøstes. Og det ramte mig, lige dér da jeg stod og så det videoklip i garderoben på min arbejdsplads, at det ikke bliver det eneste jeg går glip af. Ikke det eneste jeg ikke oplever sammen med dem. Av mit moderhjerte.
Danser i regnen 