Balance

Næstyngsten har fået tidlig sommerferie. Han går herhjemme med far og Lillen. Han har altid været fars dreng og savnet sin far, når han ikke har været hjemme. Han har haft det svært på det sidste. Næstyngsten. Af grunde vi ikke lige har kunnet gennemskue. Desværre. Trods mange tanker herom. Vi har talt med børnehaven og forsøgt i fællesskab at afkode det. Og lagt en plan for hvordan vi hver især kan hjælpe ham til lidt mere balance. Han har bla været meget råbende og er faktisk også begyndt at slå de andre børn i børnehaven. Fuck. Det er virkelig ikke sjovt at være den forælder hvis barn slår. Det ved jeg nu. Det er så frustrerende at stå i garderoben og høre hvordan de andre børn omtaler ens eget barns problematiske adfærd til deres forældre når de bliver hentet. Men det er endnu værre at være det barn der slår. Mit barn. Min dejlige, kærlige dreng, som af grunde vi ikke har kunnet gennemskue, er blevet presset ud i sådanne reaktioner. Det er ikke rart at se. Og det er frustrerende at stå med følelsen af ikke at kunne hjælpe ham ordentligt. Hvor meget man end vil det.

Vi har været inde på mange muligheder for hvad det kunne handle om. Var det måske fordi han for ikke så længe siden er blevet storebror? Eller fordi han har været ‘den lille’ og har svært ved at følge med de store? Fordi han havde brug for mere forudsigelighed og rutiner? Eller bare fordi det var svært at være 3-4 år? Fordi ham fik for mange stimuli? Eller for få? Fordi hans far har været meget væk i en periode? Vi har været langt omkring og er stadig ikke sikre på hvad det er. Måske er det lidt af det hele eller mere af noget af det. Det er ikke sikkert at vi finder ud af det heller. Men det er heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er at få det løst. At få vores glade, omsorgsfulde og følsomme dreng i balance igen. Og jeg tror vi har fundet en del af den løsning.

Rolige dage og far-tid

Det er kun en uge han har været hjemme nu. Men hvilken forskel. Han er meget mere afbalanceret. Glad. Han er sammen med sin far hele tiden. Dagene er blevet roligere. Mere overskuelige. Og han søger sin far. Næsten hele tiden. Ofte må jeg hverken svare eller gøre noget for ham. Far. Kun far. Og det virker. Han råber mindre. Slår ikke. Er mindre frustreret og mere glad. I går da jeg kom fra arbejde sad de i haven – sammen i en stol. Og kiggede op i skyerne. Bare kiggede. Rolige og glade. Og det gjorde mig simpelthen så glad at de sad der sammen og havde ro til bare at nyde. Bare at være.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s