17 måneder og nogle dage – hvilken drivkraft

Jeg er fascineret igen. Den drivkraft som helt små børn besidder er virkelig beundringsværdig. Imponerende. Fascinerende. Tænk sig engang, bare at blive ved at rejse sig, gang på gang, og fortsætte indtil det lykkes. Måske med frustration og endda gråd undervejs. Men hvilken sejr, helt uigennemtrængelig stolthed, når det endelig lykkes. Det er noget der er værd at huske på. For det har en tendens til at slippe sit tag en lille smule som årene går. Pludselig er det ikke helt så afgørende at nå målet. Især hvis det altså kaster frustrationer og tårer af sig under vejs. Og det gør det meste jo på et tidspunkt. I hvert fald det der betyder noget for en. Pludselig bliver den ukuelige drivkraft mindre. Vi giver hurtigere op og konkluderer at det kan vi nok ikke finde ud af. Det har måske kostet frustrationer og tårer undervejs, og når ting bliver svære, så droppes det og opfattes som en fiasko. Lige pludselig en dag er vi overbevist om, at hvis ting er svære- hårde- så er det nok forkert. Så er det ikke meningen. Men det ér meningen. Se bare på det lille barn. 17 måneder og nogle dage gammelt. Med en ukuelig drivkraft. Tingene lykkes, måske ikke nu, men så senere. Til trods for at det kræver mange frustrationer og tårer undervejs. Livet er ikke uden smerte. Hvori ligger mon forskellen på lille og stor? Jeg tror det handler om troen. Troen på sig selv. Troen på at alt nok skal blive godt igen. At frustration og tårer ikke er forgæves. Ikke er en fiasko. Ikke er forkert. Det er i sidste ende en del af den større mening.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s